Aarhus Universitets segl

TEOLOGI

Kandidatuddannelse

Fakta om uddannelsen 
Undervisningssprog | Studiested: Aarhus  |  Studiestart: August / september (ingen vinterstart)

Introduktion

Kandidatuddannelsen i Teologi undersøger kristendommens oprindelse, udvikling og nutidige udtryk. Uddannelsen giver dig omfattende viden om, hvordan kristendommen har indgået i samspil med skiftende tiders værdier og menneskesyn, og hvordan den kan bringes i kritisk dialog med nutidens livssyn og samfundsforhold. Du arbejder med fortolkning af de bibelske tekster og med kirkens og kristendommens oprindelse og udvikling. Du fordyber dig desuden i kristendommens syn på forholdet mellem Gud og menneske, og du får et solidt grundlag for at tænke over kristendommens svar på tilværelsens store spørgsmål.

Karrieremuligheder

Som kandidatuddannet i Teologi får du mulighed for at blive præst i Den Danske Folkekirke efter Pastoralseminariet. Du kan også undervise på seminarier, højskoler og universiteter eller gøre karriere i en række forskellige organisationer, hvor du blandt andet kan arbejde med personaleudvikling, kommunikation og formidling. Du har også mulighed for at gå forskningens vej og søge en ph.d..

Adgangskrav

Følgende bacheloruddannelser giver adgang til kandidatuddannelsen i teologi: En bacheloruddannelse i teologi (Aarhus Universitet); En bacheloruddannelse i teologi (Københavns Universitet). Øvrige uddannelser, som efter universitetets vurdering i niveau, omfang og indhold svarer til ovenfor nævnte uddannelser kan give adgang til kandidatuddannelsen.

Adgangskrav til kandidatuddannelsen i teologi er en dansk eller ligestillet teologisk bacheloruddannelse. En ligestillet teologisk bacheloruddannelse er 3 års studier, som inkluderer hebraisk, og som forudsætter kompetencer i græsk og latin svarende til dansk A-niveau.

Adgangsbegrænsning

Da kandidatuddannelsen i Teologi er omfattet af regeringens udspil om dimensionering, er der fra 2015 indført adgangsbegrænsning på uddannelsen. Derfor er det at have opfyldt adgangskravene ikke i sig selv en garanti for optagelse. Retskravsbachelorer er dog stadig sikret optagelse. 

Retskrav på optagelse

Studerende på bacheloruddannelsen i Teologi ved Aarhus Universitet har krav på optagelse på kandidatuddannelsen i Teologi, under forudsætning af at der søges om optagelse med henblik på start på kandidatuddannelsen senest tre år efter gennemført bacheloruddannelse. Retskravet forudsætter, at ansøgningen modtages rettidigt af Aarhus Universitet.

Udvælgelseskriterier

Såfremt der er flere kvalificerede ansøgere end studiepladser, prioriteres kvalificerede ansøgere efter et simpelt gennemsnit. Det simple gennemsnit udregnes ud fra de discipliner med gradueret bedømmelse, der på ansøgningstidspunktet er bestået på den adgangsgivende uddannelse.

Sprogkrav

Fra sommeroptaget 2024 skal alle ansøgere dokumentere engelsk på dansk gymnasialt B-niveau eller tilsvarende.

Uddannelsens opbygning

Studieordning

I studieordningen kan du finde yderligere oplysninger om, hvad de enkelte fag indeholder. Du kan også se studiets opbygning, og hvilke krav, der bliver stillet til dig som studerende – herunder eksamensformer og eksamenskrav.

Undervisningssprog

Uddannelsen er godkendt med dansk som udbudssprog. Udbudssproget er det sprog, der som udgangspunkt undervises i på uddannelsen. Aarhus Universitet har et internationalt forskningsmiljø og tiltrækker dygtige forskere fra hele verden, så du skal være opmærksom på, at dele af undervisningen kan være på engelsk, og at der desuden ofte vil forekomme undervisningsmateriale på engelsk.

Kig i kursuskataloget for at se undervisningssproget for de enkelte kurser. 


I studiediagrammet for kandidatuddannelsen i Teologi kan du klikke på de forskellige fag og læse de enkelte fagbeskrivelser.

Linjer og profiler

Du vælger din profil på 3. semester

På kandidatuddannelsens 3. semester vælger du én af tre forskellige profiler:

  • Profilfag/emnefag
    Profilfag (på Teologi emnefag) er tværfaglige, arbejdsmarkedsorienterede fag, som er placeret på 3. semester af alle humanistiske kandidatuddannelser. Læs mere om profilfag.   
  • Udlandsophold - kan også placeres på 1. og 2. semester
    Det er oplagt at tage et semesters studieophold på et universitet i udlandet. Aarhus Universitet har aftaler med mange universiteter rundt om i verdenen, og du kan få hjælp til at komme af sted. Studieportalen Arts har samlet relevant information vedrørende udlandsophold, så kig forbi, bliv inspireret og rejs UD!
  • Projektorienteret forløb
    Det projektorienterede forløb sætter din teoretiske viden i et praktisk perspektiv, du opbygger et netværk og får erhvervserfaring. Som forberedelse til det projektorienterede forløb skal du selv formidle kontakten til den virksomhed/organisation/institution, som du ønsker at samarbejde med. Sideløbende med dit uddannelsesophold/praktikforløb følger du undervisning og/eller vejledning, og du afslutter forløbet med en opgave. Du kan læse mere om kravene i studieordningen. Du kan blandt andet finde praktikopslag på Aarhus Universitets jobbank.

Studieliv

Hverdagen på Teologi

Kandidatuddannelsen i Teologi er et fuldtidsstudie svarende til 37-40 timer om ugen. Selvom du måske ikke har skemalagt undervisning hver dag, skal du regne med at bruge en del tid på at forberede dig til undervisningen og på at mødes med din studiegruppe. 

Det sociale studieliv

Studiemiljøet er rigtig godt på Teologi. Der er løbende debatter og gæsteforelæsninger, der kan give inspiration til dine studier. Du kan også selv være med til at arrangere foredrag og fester, deltage i studenterpolitik eller sidde med i barudvalget. 

Du kan eksempelvis deltage i:

  • Teologisk Forening: Foredragsforeningen Teologisk Forening afholder foredrag hver måned, hvor der er rig mulighed for at diskutere teologiske emner på tværs af årgange.
  • Theos Bar: Theos Bar er festforeningen på Teologi og Religionsvidenskab. Hver fredag afholder foreningen fredagsbar, hvor du har mulighed for at nyde en kold øl eller vand med dine medstuderende.
  • Figenbladet: Hvis du brænder for at skrive faglige artikler, anmeldelser eller debatindlæg, kan du blive en del af Figenbladet. Bladet henvender sig primært til studerende på Teologi, Religionsvidenskab og Arabisk- og islamstudier
  • Julefestudvalget: Julefestudvalget planlægger hvert år årets største og mest traditionsrige fest, hvor der er alt fra livemusik til julerevy.
  • Axis Mundi: Axis Mundi eller "Verdensaksen" er samlingspunkt og fælleslokale for Teologi, Religionsvidenskab og Arabisk- og Islamstudier. Her kan man forberede sig, lave gruppearbejde og møde studerende på tværs af andre årgange og uddannelser.
  • Teologisk Julerevy: Hvis man brænder for teater, musik, skrivning af manuskripter og sceneopsætning, så kan man være med i teologisk julerevy, der hvert år spiller for Religionsvidenskab og Teologi.

Studieture, udveksling og praktik

I løbet af din studietid på Teologi får du mulighed for at komme med på studieture. Det kan være små ekskursioner til kirker og trossamfund i Danmark - nogle dage i Berlin eller Lübeck eller lejlighedsvist helt sotre rejser til eksempelvis Israel/Palæstina eller USA. Du har også gode muligheder for at komme på udveksling til universiteter i udlandet, udføre et feltprojekt eller komme i praktik i en virksomhed eller organisation.

Følg studielivet på Aarhus Universitet

- oplevet, fotograferet og filmet af de studerende selv.

Med tusindvis af billeder giver #yourniversity dig et indblik i hverdagen som studerende på AU, i festerne, overspringshandlingerne, eksamen og alt det andet, du kommer til at bruge din studietid på. 

Billederne er brugernes egne, delt med #Yourniversity, #AarhusUni og fagspecifikke AU-hashtags.

Karriere

Arbejdsopgaver som færdiguddannet

Diagrammet viser fordelingen mellem de fem hyppigste arbejdsopgaver for færdiguddannede 1-2 år efter afslutningen af deres uddannelse. Tallene baserer sig på spørgeskemaundersøgelse foretaget af Epinion for Ministeriet for Forskning og Uddannelse og Aarhus Universitet i 2020.

Mange læser teologi uden at vide, om de vil bruge studiet til at blive klogere på livet, blive præst eller vælge en lang række andre karriereveje. Ved studiestart ved ca. en tredjedel af de studerende, at de vil være præster. En anden tredjedel ved ikke, mens en sidste tredjedel ved, at de ikke vil være præster – men mange ændrer mening undervejs i studiet.

Færdiguddannede teologer har fundet mange forskellige karriereveje som kommunikationsmedarbejder, organisationskonsulent, rådgiver, administrator, leder, coach, seminarielektor, forsker, foredragsholder, højskolelærer, politiker, forfatter og meget andet.

Som kandidat i Teologi har du mulighed for at blive præst i Den Danske Folkekirke. Du kan også arbejde hos forskellige organisationer, hvor du typisk bliver formidler af kristendom og kultur, eller som underviser på højskoler og seminarier.

Karrierevejledning

Du kan læse mere om en række karrierevejledningstilbud blandt andet arrangementer og workshops og få vejledning om beskæftigelsesmuligheder om din uddannelse hos Arts Karriere. Du kan også danne dig et overblik over mulige jobs med en kandidat i Teologi i Arts Karrieres karrierekatalog.